Naturlig beauty – Cecilie Blaksted

.

Det er med stor fornøjelse, at jeg har læst Cecilie Blaksteds bog ”naturlig beauty”, der på fornemste vis tager læseren med på en rejse ind i et bæredygtigt skønhedsunivers fyldt med opskrifter på hjemmelavede produkter til krop og ansigt. People’s Press udgav bogen i slutningen af maj i år, men min anmeldelse har ladet vente på sig af én bestemt årsag.

Bogen fangede hurtigt min interesse, for på forhånd var jeg optaget af at finde mere naturlige og bæredygtige skønhedsprodukter til hverdagen. Da jeg havde slugt det ene kapitel efter det andet, læst bogens sidste linjer og klappet den i, blev jeg dog hurtigt enig med mig selv om, at en anmeldelse ikke ville have sin berettigelse, uden at jeg selv havde afprøvet nogle af opskrifterne på egen krop.

Kunne det virkelig passe, at kaffegrums ville fungere suverænt som bodyscrub og marokkansk ler som shampoo? Det måtte komme an på en prøve.

.

.

Så denne sommer er gået med at afprøve nogle af Cecilies tips og opskrifter – med rigtig gode resultater.

Min erfaring blev, at hud og hår skal igennem en form for tilvænning til de hjemmelavede produkter, som Cecilie også så fint beskriver det i bogen. Derefter går det dog hastigt fremad med mere ro på huden og en flot glans og fylde i håret.

Det er let at følge opskrifterne, og resultatet bringer glæde, når man står med et hjemmelavet og 100% naturligt produkt i hånden. Alt andet lige giver det bare bedre mening at smøre sin hud med økologiske olier end med cremer med indholdsstoffer, man knap kan udtale.

Bogen kan bruges som et opslagsværk eller en opskriftssamling, hvor man dykke ned i lige netop det emne, man har lyst til at vide mere om. Lige gyldigt om man er mest interesseret i naturlig skønhed i forhold til hud eller hår, vil man i bogen finde Cecilies personlige beretninger, skønhedstips, opskrifter og flotte inspirationsbilleder.

Der er masser at tage fat på, hvis man vil omlægge almindelige beauty-vaner til naturlige rutiner, men med Cecilie Blaksteds bog i hånden er man rigtig godt klædt på til at give huden, håret og miljøet de bedste betingelser for at stråle af sundhed og skønhed – uden al den skadelige kemi.

En varm anbefaling går til denne bog og en tak til dig Cecilie Blaksted for at dele ud af alle de erfaringer, du har gjort dig gennem årene. Det er guld værd for alle os, der ønsker en let og overskuelig vej mod de naturlige valg i hverdagen.

.

Læs flere anmeldelser på Litteraturlinjers side.